yesoffense.com

“Cecilia, du er godt klar over, hvordan jeg er blevet fremstillet i dine sidste blogindlæg, ikke? I dit første indlæg lyder jeg som den største douchebag, og i dit andet indlæg lyder det faktisk som om det er mig, der har rejsningsproblemer.”

I den virkelige verden bliver der kommenteret en del på de indlæg, der finder vej til bloggen. Enten bliver det fremstillet forkert, er ikke sjovt nok, er ikke alvorligt nok, er folk jævnt trætte af at blive nævnt som “dude”, “kammerat”, “ham der faldt i søvn på dørtrinet” eller “twittermanden”… Eller også er de trætte af slet og ret ikke at blive nævnt. Sådan er det, når man skriver noget så herligt subjektivt som en blog. Jeg har eneret til at tærske situationer gennem mit private oplevelsesapparat – det gør jeg gerne og i stor stil. Til gengæld har jeg tiltro til at mine læsere har det in mente, og derfor også ved, at tingene ikke altid hænger så simpelt sammen eller er så tragikomisk, som jeg holder af at fremstille det. Men nuvel, manden, som jeg mødte på 1000FRYD, og som jeg skulle drikke te med, har jo ret i overstående statement. Og han fortjener et alias. Og lidt bedre omtale.

“Den rare mand med den store diller” er måske det mindst offensive valg af navn, der nogensinde er blevet taget på bloggen, og det går lissom ikke rigtig i spænd med den passive aggressive stil, der ellers bliver lagt for dagen. Så nu har jeg prøvet at lave et anagram ud fra et ord, som jeg ved, må betyde noget for ham, men jeg kan fandme kun få lavet navne som Fru Henry Rhede, Rhuder Fnedeyr og Hundyrr Fredee, så den idé er lissom kasseret igen. Nu hedder han DB.

DB og jeg havde aftalt at vi skulle mødes på Viva i går aftes. Jeg kom noget sent afsted, så jeg var først derinde lidt over 2. Han var allerede derinde med hans selskab. Vi fik danset og diskuteret en del. Det sidste er ikke nogen overraskelse, for det er vi gode til. Der var ting vi var enige om, men også mange ting, vi var uenige om. Især min person. Da vi kom udover det emne, blev det hele rarere. Jeg tror faktisk, vi nåede hinanden på et eller andet niveau, men da tændte de også lyset og bad os pænt om at gå. Det gjorde vi så.

Da vi var nået hjem, og står foran hans gadedør, peger han ud mod en større bygning og siger, at der ligger Platform4. Platform4 er en stor bygning i 2 etager ud til Aalborg Fjord, som bliver brugt af frivillige til at eksperimentere med kunst. Det er gerne moderne kunst med et digitalt islæt. Bygningen består primært af 2 store lagerhalle, hvor den ene bliver brugt til musikarrangementer ind i mellem. På 2. etage er kontorene. Der er også en café.

DB er engageret i bestyrelsesarbejdet, og ved godt, at jeg aldrig har været der, så han spørger om jeg har lyst til at få en rundvisning. Det ville jeg gerne. Da vi fik kæmpet os gennem det isglatte føre hen til bygningen, låste han sig ind og tændte lyset. Det var en ret stor oplevelse for mig at træde ind i salen og se de projekter, de forskellige frivillige har haft gang i. Projekter, som jeg normalt ikke ville se, fordi jeg sandsynligvis kun ville dukke op til et musikarrangement. Vi gik gennem hallene og “kontorene”, mens han snakkede og forklarede. Man kunne virkelig mærke, at han var i sit es. Hans eget skrivebord var forbavsende rent, men han forklarede, at han havde taget de fleste projekter med hjem, nu der var så koldt i hallene om vinteren. Billede af en meget, meget ryddet 2. etage:

Da vi havde set det vi skulle, låste han os ud. Vi gik ned til havnen, og han forklarede om et arrangement, der havde været, hvor de havde fået lov til at bruge de forladte bygninger på den anden side af vandet til lysshow:

Bygningen er den med det grønne lys i glasgennemgangen. Det er dog alle bygningerne, undtagen siloerne, der er forladte. DB fortalte om den fantastiske udsigt, der var fra taget på den 10 etagers høje bygning, og lagde trumf på ved at spørge, om jeg havde lyst og tid til at komme en tur med derop. Klokken var lidt over 6, vejret var ikke slemt, og det lød som den bedste idé i verden.
Da vi trådte ind i bygningen, var det som at træde ind i en anden verden. Jeg har noget med gamle, forladte bygninger og mørke. Stemningen var nervepirrende og… Ubeskrivelig. Bygningen var enorm. Der lå stadig projektorer fra lysshowet, der var fugtigt og smadret, og til hvert større lokale var der 4 mindre. Jeg ville ha’ faret vild alene. Militæret havde en gang øvelser i bygningerne, så der lå løse patroner overalt, men det lagde jeg ikke mærke til, før DB tog en op og viste mig.
Vi begav os op af betonvindeltrappen, og det hele var så spændende, at de 10 etager ikke føltes så slemme. Det var overvældende, da vi kom derop. Der var mørkt, og men der var så mange lys fra gaderne. Atmosfæren, blæsten i ansigtet, betonen, lyden af vandet, lugten af salt og fugt, den lette støvregn. Kirkerne lignede noget overnaturligt, og der var så langt ned. Jeg kunne virkelig mærke mig selv*.

Da vi gik ned igen, gjorde vi et stop på 4. etage, fordi DB sagde, at der på denne etage stadig var et kontor, hvor der var en del personlige ting. Da vi kom derind, lå mapper med tegninger af elinstallationer, gamle nøgler, blade, aviser, computerdele, og der var såmænd også en kalender med nøgne damer. Hele bagvæggen var beklædt med en gammeldags tegning af installationer. DB var meget begejstret for denne. Prikken over i’et var dog det billede, der lå af de forhenværerende medarbejdere. DB fortalte, at det sjove var, at alting i netop dette kontor var fra 2008, men alle andre steder i bygningerne, var tingene fra 2006. Jeg fandt en cigaræske, som jeg måtte have med hjem. Jeg har en ting for æsker. Selvom jeg havde det skidt med at fjerne noget fra stedet, kunne jeg ikke lade være.
Vi gik hjem af, jeg med æsken under armen. Bag os stoppede en politibil en spritbilist, og foran os hørtes lyden af sirener. Jeg var ved at boble over af noget, jeg ikke kunne forklare. En ting kan jeg dog sige; I går var i hvert fald i dag værd.

* Fik jeg nævnt at jeg tissede deroppe? Nej, ikke? Nåmmen det gjorde jeg. Ellers ville det sikkert have været meget romantisk.